I denne artikel vil vi beskrive hvordan du kommer i gang med at lave en hjemmeside i det populære CMS wordpress. Vi starter helt fra bunden og arbejder frem til du har et professionelt ansigt udadtil med e-mail på “ditnavn@ditfirma.dk” og er klar til at oprette din første side / indlæg på din nye wordpress hjemmeside.
Hvad koster en wordpress hjemmeside
Du kan sagtens få en gratis wordpress-hjemmeside (f.eks. på wordpress.com), men hvis du vil bruge dit eget domænenavn og have fuld frihed til at opbygge hjemmesiden som du ønsker, så kommer du til at betale lidt for både selve domænet og for et webhotel hvor du kan have hjemmesiden liggende.
Men det er ikke særlig dyrt; et .dk-domæne og et webhotel kan du få oprettet fra ca. 250,- inklusive første års hosting hos en del udbydere. Efterfølgende år kan være billigere eller dyrere afhængigt af hvilken udbyder du vælger – så sørg for at læse betingelserne. Vi er jo en del af Internet 123, og derfor anbefaler vi selvfølgelig at købe webhotellet hos os hvor andet år altid er billigere end første (samme abonnementspris, men ingen oprettelse) – med mindre vi kører specialtilbud.
Det er værd at overveje hvilke fordele du får når du vælger webhotel. Du kan f.eks. være næsten sikker på at alle webhoteller kan køre med wordpress, men det er ikke sikkert at du kan installere det nemt, og der kan være meget stor forskel på hvor godt det kører.
Du skal også være opmærksom på om du får automatiseret backup, hvordan sikkerheden er, hvor hurtige serverne er, hvor serverne er placeret osv. Du kan læse mere om nogle af de ting du skal overveje når du vælger udbyder i vores artikel om hastighedsoptimering.
Hastigheden på de enkelte løsninger hos en udbyder kan også være meget forskellig – groft sagt får man typisk hvad man betaler for, så hvis du skal lave en professionel hjemmeside til forretning eller “visitkort” for din virksomhed vil vi helt klart anbefale at gå uden om de allerbilligste løsninger. En opgradering til en løsning der koster 49 kr. per måned vil normalt give en meget markant forbedring i forhold til en der koster 9 kr. pr. måned, og forskellen fylder ikke meget på bundlinjen i en virksomhed.
Hvad skal man kalde sin hjemmeside
Inden du bestiller din nye hjemmeside skal du også tage en beslutning om hvad den skal hedde. Dit domænenavn er en vigtig del af dit ansigt udad, og i mange tilfælde kan det være det første indtryk du har mulighed for at give dine kunder / læsere. Derfor skal du naturligvis vælge et domænenavn som udtrykker det du vil med hjemmesiden. Hvis det er en personlig blog du skal lave er dit navn måske et godt valg. Hvis det er en hjemmeside med opskrifter skal du vælge et beskrivende navn der har med madlavning at gøre. Og hvis det er en firmahjemmeside skal firmanavnet selvfølgelig være en central del af navnet.
Det er også værd at tænke på længden af dit domænenavn. Hvis du skal lave en hjemmeside for Sammenslutningen af de Danske Kartoffelchipsfabrikkers Undeleverandører, så er det nok en god ide at finde en passende forkortelse eller sammentrækning, som er nemmere at taste ind. Du kan evt. købe det fulde domænenavn, og viderestille det til det korte eller omvendt – men på et visitkort vil “http://samchips.dk” se bedre ud end “http://www.sammenslutningenafdedanskekartoffelchipsfabrikkersunderleverandører.dk”. Sandsynligheden for at folk gider taste det ind i en browser eller et email-program er også større.
Endelig skal du tænke på at selvom det er over femten år siden de første æøå-domæner (IDN-domæner / punycode domæner) dukkede op, så er udviklingen indenfor e-mail meget langt bagud. Så man kan forvente at et domænenavn med æøå virker fint til en hjemmeside, men det er stadig absolut ikke egnet til e-mail. Hvis det bedste domænenavn til dit formål indeholder æ, ø eller å vil det derfor være en rigtig god ide også at købe et eller flere domæner med en omskrivning af navnet som kun indeholder “internationale” bogstaver.
Hvis man vælger et navn med bindestreger er det desuden en god ide at købe de tilsvarende domæner uden bindestreger.
Bestil din wordpress hjemmeside
Nu har du besluttet hvad hjemmesiden skal hedde, og hvor den skal ligge.
I denne guide bruger vi navnet “stegte-ål.dk” som primært domænenavn til hjemmesiden, med “stegte-aal.dk” som parkeret domæne (primært til mail) for at vise hvordan det gøres bedst. Hjemmesiden bestiller vi hos Internet 123, men du kan naturligvis vælge en anden udbyder hvis du vil.
Klik her for at starte bestilling af en Pro1-løsning hos internet 123.
Skriv det domænenavn du har valgt i det første felt og klik “Tilføj domæne”. Der bliver nu undersøgt om domænet er ledigt (hvis du allerede har købt domænet et andet sted får du mulighed for at flytte det, men vi går her ud fra at det er et helt nyt domæne du skal registrere). Derefter kan du tilføje evt. andre domæner ved at klikke på “Tilføj flere domæner” – jeg tilføjer stegte-aal.dk. Endelig skal jeg vælge et primært domæne. Det er ikke alt-afgørende hvilket du vælger, det har mest betydning for hvad der står på din faktura. Jeg vælger “stegte-aal.dk” som primært domæne, da det er det domæne der skal bruges mail på.
Næste trin er at vælge en løsning. Vi vælger en pro1-løsning for at få automatisk backup og gendannelse samt en lynhurtig hjemmeside. Hvis du hellere vil have en helt billig løsning kan du vælge basic1 i stedet.
Så skal der vælges “Tilvalg” – den er på forhånd indstillet til WordPress. Du kan altid nemt installere wordpress på dit webhotel, men ved at vælge det ved bestillingen sørger vi for at det allerede er installeret på forhånd når dit webhotel bliver oprettet.
Endelig skal du udfylde dine adresse- og betalingsoplysninger og gennemføre betalingen. Du får en bestillingsbekræftelse via email med det samme, og indenfor et par timer (i kontortiden, det tager længere i weekender / aften / nat) vil du modtage en mail med besked om at webhotellet er klar.
Bemærk at der også kommer en mail fra DK-hostmaster med information om hvordan du aktiverer selve domæne-navnet – det er vigtigt at du følger instruktionerne, domænet virker først en til to timer efter du har aktiveret det. For .com, .net og de fleste andre domænetyper skal domænet ikke aktiveres, og det vil derfor virke så snart du får besked fra os om at webhotellet er oprettet.
Log ind i wordpress
Du får også en mail med informationer om wordpress-installationen. I den er der et link til login-siden, og der står hvilket brugernavn og kodeord der hører til. Gå til adressen og log ind.
Det første du skal gøre er at oprette en ny bruger og slette den vi har oprettet. Det er et vigtigt trin for at sikre din hjemmeside bedst muligt mod indbrud. Gå til menupunktet “Brugere” nederst i menuen i venstre side og vælg “Tilføj ny”. Udfyld felterne, det vigtige er det sidste hvor du skal vælge “Administrator” som rolle.
Når brugeren er oprettet skal du logge ud (øverst til højre) og logge ind igen med den nye bruger.
Gå til menuen “Brugere” igen, og slet den gamle bruger (altså den med brugernavnet “admin”).
Din wordpress installation er nu oprettet og klar til at du kan gå i gang med at skrive Indlæg, oprette sider, redigere din menu eller vælge tema. Hvordan du kommer videre med hjemmesiden gennemgår vi i en senere artikel.
Opret de e-mail adresser du skal bruge
Din e-mail adresse er ligesom domæne-navnet en vigtig del af din online identitet. Det virker ikke professionelt at have en firma-email der ender på @gmail.com eller @hotmail.com. Når du køber webhotel med wordpress hos internet 123 får du naturligvis også mulighed for at oprette et ubegrænset antal emailadresser på dit eget domæne. Her gennemgår vi kort hvordan det gøres:
- Log på “Mit internet 123” ved at gå til login.i123.dk. Dit brugernavn og kode har du fået tilsendt på mail, og du kan altid få det gensendt ved at klikke på linket under login-formularen.
- Gå til menupunktet “Brugere / Email”.
- Klik på “Tilføj ny bruger” øverst til højre.
- Udfyld felterne – de eneste felter du behøver udfylde er Navn, e-mail og kodeord, resten er til at finjustere spamfilter ol.
- Gentag trin 2. og 3. for hver e-mail adresse du skal bruge.
Bemærk at på basic1-løsninger vil de konti du opretter automatisk virke på alle dine domæner, mens der på pro-løsningerne er mulighed for at vælge hvilket domæne adressen skal oprettes på. Har du købt et pro-webhotel og et domæne med æøå plus et uden skal du sørge for at vælge det der ikke har æøå.
Nu er kontiene oprettet, og mail der sendes til dem vil blive “samlet op”. Du kan finde alle nødvendige oplysninger til opsætning i dit mailprogram ved at klikke på forstørrelsesglasset ud for kontoen. Du kan også vælge at bruge den indbyggede webmail ved at gå til “Brugere / email” -> “Webmail”. Endelig kan du selvfølgelig lave videresendelse til din “gamle” e-mail adresse hvis du foretrækker det.