Optimer billederne på din WordPress hjemmeside

Hurtig forbindelse og flot hjemmesidedesign

De fleste har i dag en hurtig internetforbindelse, og derfor kan vi naturligvis hente langt større datamængder på kort tid end vi kunne for ti år siden. Det er grunden til at det overhovedet kan lade sig gøre at lave de flotte designs, som bliver mere og mere almindelige i dag.

Men det betyder samtidig at vi har højere og højere forventning til at der skal ske noget i det øjeblik vi klikker på et link – ikke fem sekunder senere. Vi mister tålmodigheden hvis der går over ca. et sekund fra vi klikker og til der sker noget. Derfor er det absolut alt afgørende for en succesfuld hjemmeside at den er lynhurtig.

Store billeder går ud over hastigheden

Den højere hastighed på almindelige forbindelser gør det som nævnt muligt at lave avancerede designs, som indbefatter videobaggrunde og masser af billeder i høj kvalitet. Men ofte glemmer designere at mindre kan gøre det, og specielt i forhold til SEO har hastigheden meget større betydning end en flot video. For selvom det går hurtigt tager det altså stadig noget tid at hente alle de flotte billeder. Og der er stadig mange mobil-enheder som ikke har helt samme overførselshastighed som en typisk fast forbindelse.

En fejl vi ofte ser er at folk uploader og indsætter billeder i fuld størrelse f.eks. direkte fra deres højopløste digitalkamera. Det kan nemt være over 5MB pr. billede, og 5MB tager over et sekund at hente med en gennemsnitlig nutidig internetforbindelse. I ekstreme tilfælde har vi set forsider med slideshows hvor der lå mere end 20 af den slags billeder, med katastrofalt lange loadtider til resultat.

Derfor er det stadig vigtigt at skalere, beskære, komprimere og optimere sine billeder, så de egner sig bedst muligt til visning på internettet.

Skaler dine billeder med wordpress

Vælg den rigtige størrelse

Sørg for at vælge den rigtige størrelse når du indsætter billeder – fuld størrelse er sjældent nødvendig.

WordPress har indbyggede funktioner til at gøre noget af arbejdet. Når du uploader et billede til wordpress genereres der automatisk et antal forskellige størrelser, som egner sig til brug forskellige steder i dit tema (og altså afhænger af hvilket tema du bruger), og nogle størrelser som egner sig til brug i selve indholdet.

Men du kan stadig komme galt afsted, f.eks. skal du sørge for at vælge en passende størrelse når du indsætter billedet. Jo mindre du kan nøjes med desto bedre for hastigheden, men større billeder ser naturligvis bedre ud (op til en vis størrelse), så det gælder om at finde et acceptabelt kompromis.

Beskæring af billeder til wordpress hjemmeside

Beskæring af billeder i wordpress

Beskæring af billeder i wordpress med plugin’et Manual Image Crop

En standard wordpress installation har ikke tilfredsstillende værktøjer til beskæring indbygget. Den bedste løsning er at bruge et billedbehandlingsprogram til at beskære billederne inden de uploades. På den måde bebyrder du ikke systemet med et plugin. Men det kan være besværligt, og hvis du skal skære de forskellige størrelser af billedet fra forskellige steder er det nødvendigt at uploade adskillige versioner.

Derfor kan det være en god ide at installere et plugin til beskæring af billeder. Der findes mange plugins til det, og det vi i skrivende stund har bedst erfaringer med er det der simpelt hen hedder “Manual Image Crop”. Det er simpelt og tillader dig at beskære hver enkelt størrelse der bruges i dit tema manuelt. Du skal dog altid undersøge plugins selv inden du installerer, da der hele tiden kommer nye til, og gamle enten holder op med at blive vedligeholdt, eller ligefrem holder op med at fungere i forbindelse med en wordpress opdatering. Der kan være sket meget siden denne artikel blev skrevet.

Optimering og komprimering af billeder på wordpress website

Korrekt størrelse er den absolut vigtigste parameter for størrelsen af dine billeder, så hvis du sørger for passende skalering er du rigtig godt på vej til et hurtigere site, men selvfølgelig kan der stadig barberes flere bytes af dine billeder ved at optimere og komprimere dem. Med det nævnte plugin til beskæring kan du også vælge en kvalitet til det beskårede billede, hvilket er en simpel form for optimering, men der findes andre plugins som er specialiseret i at optimere billeder. Hvis du vil klemme absolut maksimal ydelse ud af dit site kan det være værd at undersøge – husk blot at selve plugin’et kan sløve siden ned, så din nettogevinst bliver nul eller ligefrem negativ – ikke dermed sagt at det altid er tilfældet!

Kan jeg få hjælp til at optimere billederne på min wordpress hjemmeside?

Hvis du ikke selv har tid til at gennemgå trinene ovenfor, eller du gerne vil have din optimering gennemgået af nogen med mere erfaring, så kan vi selvfølgelig hjælpe med det. Kontakt os for en uforpligtende snak – vi kan måske også hjælpe med andre forbedringer af dit wordpress site…